Når folk mødes og fungerer i grupper, laver de altid aftaler – uanset om de faktisk er nedfældet eller ej – omkring hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er moralsk, og hvad der er umoralsk. Med andre ord: hvad der vil bidrage til overlevelsen, og hvad der vil være nedbrydende for overlevelsen. Dette er en moralkodeks – en række aftaler, som en person har sagt ja til for at garantere gruppens overlevelse. Det er lige meget, hvor stor gruppen er – om det er en gruppe af to mennesker, som udgør et ægteskab, eller en hel nation, som dannes – de indgår visse enigheder.

Når den ene eller anden part i et forhold eller ægteskab overtræder de aftalte moralkodeks, føler han eller hun ofte, at han ikke kan fortælle den anden det. Men disse overtrædelser – ufortalte, men ikke desto mindre overtrædelser – kan gradvist ophobes og få forholdet til at smuldre.

I Scientologi kaldes en skadelig handling eller et brud på gruppens moralkodeks en overt-handling eller overt. Når en person gør noget, som strider imod den moralkodeks, han har tilsluttet sig, eller undlader at gøre noget, som han skulle have gjort ifølge den moralkodeks, har han begået en overt-handling. En overt-handling overtræder det, man havde tilsluttet sig.

En ufortalt, ikke kendt overtrædelse af en moralkodeks, som personen er bundet af, kaldes et withhold (fra engelsk: at holde noget tilbage). Et withhold er altså en overt, som en person har begået, som han eller hun ikke taler om. Ethvert withhold kommer efter en overt-handling.

Disse overtrædelser er en målestok for, hvor meget en person har afskåret sig selv fra fri kommunikation med resten af gruppen. Hvis en mand for eksempel spiller de penge op, som skulle bruges til at betale familiens regninger, har han begået en overt-handling. Og hvis han derefter skjuler denne omstændighed for sin kone eller sin familie, vil han foregive at være en del af gruppen, selv om han ikke længere er en del af den, når han nu har brudt de aftaler, som gruppen er baseret på. Det er denne faktor, der får en gruppe, en familie eller et ægteskab til at gå i opløsning.

Et ægteskab, der er blevet reduceret til en tilstand, hvor man er totalt adskilte på grund af overt-handlinger og withholds, er næsten umuligt at reparere ved blot at postulere dets eksistens. Efter at folk har skilt sig ud fra hinanden, bliver de nødt til at ”af-udskille” sig igen.

En sådan handling er et brud på ægteskabets aftaler og klassificeres som en overt.

Manden er uvillig til at kommunikere med sin kone og fortælle, hvad han har lavet. Det er et eksempel på et withhold.

Nogle tror, at det blot går på følgende måde, når de bliver gift: en strålende junidag mødes denne nydelige (eller knap så nydelige) gut og denne yndige (eller knap så yndige) pige og siger: ”Ja, til døden os skiller ...” Og nu tror de, at de har lavet et ægteskab. De er ikke engang begyndt endnu.

De må finde ud af, hvordan de ser ud før morgenmaden. Dette arrangement har mere at gøre med kosmetik og barbergrej end noget andet. De skal lære at leve med hinanden, hvis de kan. Og de har til en vis grad gennem selve bryllupshandlingen, mere eller mindre udraderet, hvad de lavede før, og begynder nu derfra.

Det er, hvad der sker fra det tidspunkt og fremefter, der tæller. Men somme tider kan det, de har foretaget sig før brylluppet – og som de febrilsk holder skjult for hinanden – forhindre, at ægteskabet overhovedet kommer i gang og 48 timer senere er deres ægteskab gået fløjten fordi der er bare for mange overt-handlinger og withholds fra før de overhovedet lærte hinanden at kende.

Men selv det kan man redde.

I et ægteskab, hvor dette bare er fortsat i årevis, kan overt-handlinger og withholds akkumuleres, indtil ægtefællerne ”vokser fra hinanden”. Man regner det for normalt, at manden og konen i et ægteskab efter tre år ikke længere anser hinanden for ”spændende”. Sådan er det omtrent beskrevet i lærebøgerne, og ”enhver psykolog ved det”, men de ved ikke hvorfor. Det er overt-handlinger og withholds.

Men hvis det er tilfældet efter tre år, hvad så efter ti år? På det tidspunkt har mange par bare lært at holde det ud. De er begge i en tilstand af forsoning – hvor de prøver at lægge en dæmper på hinanden eller mindske hinandens vrede. De kommer overens på en eller anden måde og vil hellere have det på den måde end på nogen anden måde. De vil hellere være gift end ikke være gift, og de mener, de klarer sig rimeligt. De tænker ikke længere så meget på den pige eller den fyr, som de i stedet burde have giftet sig med. Det kører på en eller anden måde.

På et sådant forhold kan vi nu introducere et af de mest overraskende angreb: vi kan få ægteskabet på skinner igen!

Alt hvad det drejer sig om, når vi taler om skilsmisse eller det går nedad bakke eller man glider fra hinanden, er ganske enkelt for mange overt-handlinger og withholds over for ægtefællen. Det er ikke mere kompliceret end som så.

Når en af parterne i et ægteskab føler sig presset og ønsker at gå, og han eller hun siger ”jeg burde gå min vej”, eller ”jeg burde ikke blive hængende her”, eller ”jeg burde komme i gang med noget andet”, eller ”vi burde gå fra hinanden” eller ”jeg ville klare mig meget bedre alene”, så hidrører alle disse begrundelser fra overt-handlinger og withholds, som den ægtefælle, der kommer med begrundelserne, har begået mod den anden.

Den egentlige grund til, at personen gør det, er faktisk, at han forsøger at beskytte den anden part mod sin egen elendighed. Derfor siger han: ”Ja, altså, det var bedre, om jeg gik nu,” eller: ”Vi burde nok skrue lidt ned for blusset.” Og det er sædvanligvis den gradvise vej til en opløsning af ægteskabet – ”skrue lidt ned for blusset”, ”det var bedre om jeg gik nu”, ”vi burde nok skilles”. Men nu kan vi tage fat på alt dette og igen ”skrue op for blusset”.

Se, mens man prøver at rense op i et ægteskab, vil de sandsynligvis beslutte, at det er forbi, og at der ikke er nogen grund til at fortsætte, fordi det umuligt kan lade sig gøre. Det, der hver gang redder det, er at få begge til at huske, hvad han selv eller hun selv gjorde. Hvis de bare bliver ved med at holde sig det for øje, så skal det hele nok ende perfekt.